9.934 kommentarer

Når HG er plan B

”Vi arbejder med realitetsbearbejdning af unge mennesker, der skal ”flyttes” fra skuffelse over det, jeg ikke fik lov til, til en glæde over at se det gode i det, jeg er havnet i”, fortæller vejleder Poul Henning Jensen fra Aarhus Købmandsskole.

Sammen med Vicki Bruhn fra UU Aarhus-Samsø har han udvalgt 17 unge fra 10. klasse, som søgte optagelse på gymnasiet, men fik afslag efter at have været til optagelsesprøve. De unge søgte efter afslaget fra gymnasiet optagelse på HG. Erfaringsmæssigt tilhører de den gruppe elever, som falder først fra. Det skyldes bl.a. frustrationer over, at der pludselig ikke er frit valg på alle hylder. De har mere fokus på, at de ikke kan, end på de muligheder de rent faktisk har med en HG.

Vicki Bruhn og Poul Henning Jensen

Vicki Bruhn og Poul Henning Jensen

Ligesom alle andre ansøgere blev de 17 unge inviteret til individuelle indslusningssamtaler i maj, hvor de fik mere at vide om HG, og hvor de fik lejlighed til at fortælle om deres frustrationer over ikke at komme i gymnasiet, som de gerne ville.

”Rigtig mange føler, at de har skuffet forældrenes forventninger ved at de ”ikke engang” kan blive optaget på gymnasium. Det gælder både unge med dansk baggrund, men især unge med anden etnisk baggrund, hvor der er høje forventninger til at børnene skal have en studentereksamen”, fortæller Poul og fortsætter ”Hos os møder de to voksne mennesker, der anerkender at det, de gør, er godt.”

Eleverne er noget særligt

Poul og Vicki startede anden samtalerunde i august. De har haft 2 – 3 elever til samtale hver uge. Indholdet i samtalerne har drejet sig om den enkelte elevs baggrund, skole, faglig styrke, interesser, familie, fritid (job). Vi vil gerne blive klogere på, hvad der har haft betydning for dit valg? Hvad kan vi gøre anderledes?

Eleverne ved således, at de er noget særligt. De er udvalgt til at hjælpe UU og Købmandsskolen, som kan få hjælp til at blive klogere på, hvordan de skal formidle HG som en god uddannelse, det er værd at gå efter.  Den bevidsthed ser ud til at være en positiv indgangsvinkel til de unge.

Poul og Vicki er enige om, at samtalerne gør en forskel. ”De får lov at sætte ord på, så de selv bliver mere bevidste om, hvad der er sket. De får også sagt de positive ting ved at gå på HG”, fortæller Vicki, og Poul supplerer: ”der er et værdiladet hierarki i det. HG er taberagtigt, gymnasiet blev den uddannelse, jeg ikke kom ind på. Ikke mindst hvis de gik til optagelsesprøve på trods af UU vejlederens anbefalinger. Så er det ekstra flovt at ”tabe” – hun fik ret”. Hele den negative bagage skal vendes til noget positivt.

Derudover henter Poul dem ind, hvis de hænger lidt i bremsen. De ville ikke være kommet af sig selv, for de skal ikke have hjælp, men det er OK at blive kaldt ind, for de skal hjælpe Poul og Vicki med at blive klogere.

I løbet af foråret skal Poul og Vicki have endnu en samtalerunde. Succeskriteriet er, at de unge holder fast i uddannelse, uanset om det er ved at fortsætte på HG2 eller for enkeltes vedkommende at komme på gymnasiet, HF eller andet. Foreløbig er ingen faldet fra, og Poul og Vicki har de bedste forventninger om at nå målet.

Brobygning i 10. klasse skal styrke eleverne før afslag fra gymnasiet

En udløber af projektet er foreløbig, at der etableres brobygning fra en 10. klasse, hvor man erfaringsmæssigt ved, at en del  får afslag fra gymnasiet.  De har gennem brobygningen set, at der findes andre muligheder for uddannelse.

Flere oplysninger fås hos:

Vicki Bruhn, UU Aarhus.

Poul Henning Jensen, Aarhus Købmandsskole.