20 millioner kr. fra Region Syddanmark til fastholdelse
Kilde: RegionSyddanmark.dk
2.500 unge syddanskere dropper hvert år ud af deres ungdomsuddannelse. Det svarer til 17 procent af det samlede optag.
Region Syddanmark har et mål om, at 95 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Men, da så mange falder fra undervejs, er det på nuværende tidspunkt kun 80 procent, der klarer sig igennem studierne.
- Det går ikke, at vi taber de unge. Derfor har vi i Regionen valgt at bevilge 20 millioner kroner til projekter, der skal sikre, at flere af vores unge får en uddannelse, siger udvalgsformand Lasse Krull (K), Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling.
Særligt fokus på drenge
Konkret er de 20 millioner kroner bevilget til to projekter. Begge projekter placerer læreren i en central position som drivkraft bag de nye tiltag. I det ene projekt skal læreren arbejde med anvendelsesorienteret undervisning for at skabe øget motivation og engagement – særligt på ungdomsuddannelserne og særligt for drengene, der har den største frafaldsprocent.
- Der er i dag langt større teoretiske krav til de unge end tidligere, og det er sværere for drengene at håndtere end for pigerne. Da det er nødvendigt at honorere de teoretiske krav, der er ude i virkeligheden, bliver vi derfor nødt til at tænke undervisningen på en ny måde, fortæller rektor Poul Erik Madsen fra Fredericia Gymnasium.
Han er ansøger på det nye projekt, der har til formål at finde redskaber, der skaber øget motivation og engagement mellem eleverne i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.
- Vi har som en del af projektet et særligt fokus på drengene. Vi skal fange dem på en anden måde end den teoretiske, og det kan f.eks. ske ved at inddrage konkurrencer i undervisningen eller spil på computeren. Det er vigtigt, at vi husker at anerkende drengene for det, de kan og interesserer sig for, siger Poul Erik Madsen.
Han understreger, at de nye tiltag ikke kommer til at gå ud over pigerne. Alle elever har brug for afveksling i undervisningen, og derfor får også pigerne glæde af initiativerne.
Motivation og fællesskab
Det andet projekt, der har modtaget penge fra Region Syddanmark, fokuserer på klasselærerens rolle som det sociale klister, der skal få klassen til at hænge sammen. Projektet henvender sig primært til ungdomsuddannelserne og har til formål at sikre sårbare unges tilhørsforhold i klassen.
- Det er nødvendigt med en særlig indsats for at skabe engagement i klasserummet. Og der skal ikke kun være fokus på det faglige miljø, men også på det sociale miljø i klassen. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer lærernes kompetencer i forhold til begge miljøer. Det håber vi at gøre med det nye projekt, siger Lasse Krull.
Fakta: Projekterne
Anvendelsesorienteret undervisning:
- Består af tre delprojekter: Fokus på drenge, pædagogisk IT og innovativ undervisning.
- Bliver støttet med lige under 9,5 mio. kr. af Region Syddanmark.
- Effektmål: 80 pct. af de deltagende elever skal opleve undervisningen som inspirerende og motiverende. 90 pct. af de deltagende lærere skal opleve, at de har de rette kompetencer og værktøjer til at tilrettelægge undervisningen på en inspirerende og motiverende måde.
- Projektet berører 1.150 elever og 120 lærere i Region Syddanmark.
Sammenhængskraft som dynamo i klasseværelset:
- Bygger på erfaringen med, at alt for mange sårbare elever “falder ud af undervisningen” på grundskoler og ungdomsuddannelser, når der opstår problemer med indlæringen.
- Fokus: At udvikle redskaber, der gør læren i stand til at holde sammen på klassen som ét læringsfællesskab.
- Bliver støttet med mere end 10 mio. kr. af Region Syddanmark.
- Effektmål: 90 pct. af eleverne i de berørte klasser oplever et godt socialt fællesskab. 75 pct. har en fraværsprocent under 10 pct.. 85 pct. oplever undervisningen som inspirerende. 95 pct. af lærerne er klædt på til at skabe et socialt fællesskab, der inkluderer alle. 95 pct. oplever at være i besiddelse af de rette kompetencer og værktøjer til at gennemføre undervisningen som ønsket.
- Projektet berører 46 undervisere, 12 ledere og 1.150 elever i Region Syddanmark.