3.647 kommentarer

Når UU hjælper med at finde en læreplads

Det er ikke givet, at alle unge har et netværk i forhold til arbejdsmarkedet. Nogle af de unge, der mangler relationer og kontakter til arbejdsmarkedet, forsøger UU-Herning via projektmidler fra HOLD FAST at give en håndholdt hjælp i deres søgen efter en praktikplads.

Det er jo en svær opgave at finde praktikpladser, da mange virksomheder af forskellige årsager ikke har haft overskud til at oprette lærepladser, fortæller Anni Ravn, der er souschef i UU-Herning og tovholder for projekt ”Ung i lære”.

Men når det så er sagt, så er der alligevel succeshistorier, som bør fortælles. Tag nu fx Thomas, der altid gået i en Specialklasse og ikke har haft så let en skolegang. Han har et stort ønske om at blive automekaniker og er blevet godt hjulpet igennem grundforløbet på erhvervsskolen med bl.a. IT-rygsæk. Men herefter blev det svært for Thomas at komme videre i sit uddannelsesforløb, for han kunne ikke finde sig en læreplads. Thomas fandt i stedet at få et job i et supermarked, hvor han kunne betjene kasselinjen.

Men Thomas var også vedholdende i forhold til sit uddannelsesmål og kontaktede et stort bilhus, hvor han rigtig gerne ville i lære eller i det mindste blive ansat som fejedreng. Det var desværre ikke muligt, men Thomas drøftede sagen med sin UU-vejleder, og sammen finder de frem til en mulighed for at komme i erhvervspraktik hos et dækfirma, hvor han blev ansat i et ulønnet praktikforløb i 1 måned. Efter denne måned blev dækfirmaet så glade for Thomas, at de tilbød ham en læreplads som dækmontør, men Thomas ville gerne have en læreplads som automekaniker, så han kontaktede igen bilhuset, da han hellere ville i lære hos dem. Værkføreren faldt for denne fyrs ihærdighed og i samarbejde med UU-vejlederen blev der lavet et praktik- og tranieeforløb for Thomas, indtil der bliver en ledig læreplads.

Vi synes, det er en vigtig opgave for UU-Herning at kunne bidrage til, at unge med et bestået grundforløb får lidt personlig hjælp til at komme videre med deres uddannelsesdrøm, fortsætter Anni Ravn. UU kan hjælpe de unge ind over dørtærsklen i en virksomhed, hvor de forhåbentlig kan gøre sig gældende og komme i betragtning til en praktikplads. Nogle af de unge vælger jo at give op, hvis de står helt alene med ufordringen, og så forsøger de i stedet at finde sig et ufaglært job eller søger om kontanthjælp. Derfor er det så vigtigt at understøtte dem i, at det nytter at være vedholdende og udholdende. UU-Herning vil helt sikkert fortsætte praktikpladsjagten sammen med de unge og i tæt samarbejde de lokale erhvervsskolerne,- også når midlerne fra HOLD FAST er brugt op. UU Herning har netop indgået en samarbejdsaftale med FC-Midtjylland, der går ud på at fodboldklubbens sponsorvirksomheder i første omgang skal åbne dørene for 11 unge, der gerne vil spille sig på banen til en praktikplads. Samarbejdet støttes med midler fra HOLD FAST, så UU-Herning kan etablere en lærlingecoach-ordning i tilknytning til samarbejdet.

For yderligere oplysninger kontakt UU-Leder Inger Veng Rasmussen, UU-Herning.