“De trætte bytter plads”
”De trætte bytter plads”, ”dem der har været til fest i weekenden bytter plads”
…”dem der har dyrket sport i weekenden bytter plads”, ”dem der kom for sent i skole i sidste uge bytter plads”, ”dem der endnu ikke er kommet for sent i skole i dette skoleår bytter plads.
Jennie og Maria, skuespillere fra Dacapo teatret i Odense, underviser HG elever på Tietgenskolen. Skuespillerne starter forsigtigt op, eleverne skal blive trygge og turde være synlige og deltagende. Fra starten er der ”bytte plads” øvelsen, som efterfølges af en to-og-to øvelse, hvor eleverne fortæller hinanden om, hvordan morgenen er forløbet.
Kropssprog og konflikter
Maria sidder omvendt på en kontorstol i midten af lokalet. Hun drejer rundt og kigger lidt ned i gulvet som en genert teenager, og mens hun med ord og krop fortæller, hvordan stolen kan bruges som beskyttelse.
Jennie og Maria spiller et par skuespil, som handler om konfliktrelationer inden for butiksområdet. Eleverne drøfter konflikten, og hvad deltagerne i konflikten kunne have gjort i stedet. Skuespillerne prøver at spille episoderne igen, og får igen feedback fra eleverne.
Dagen igennem veksler undervisningen mellem elevøvelser, skuespil og teoretiske oplæg, hvor skuespillerne tydeligt vægter at bruge sig selv og kroppen samtidig med.
Tiden er koncentreret, og eleverne er trætte og mætte, da undervisningen slutter efter fem timers arbejde. Elevernes reaktioner er blandede. Nogle ved en del om kropssprog i forvejen, mens det er helt nyt for andre. Flere oplever øvelserne som meget grænseoverskridende. Skuespillene får rosende ord med på vejen ”Skuespillet om den sure kunde var rigtig godt”, mener en. En anden har været glad undervisningen i kropssprog. ”Skuespillet om bagtalelse var rigtig godt”, mener en af de unge. Flere fortæller, at dagen har gjort dem mere bevidste om kropssignaler, øjenkontakt og kropssprog.
Lærer Dorthe Isager forventer, at dagen vil få indflydelse på klassens trivsel i den kommende tid. ”Jeg tror, at det vil være lettere at tale om konflikter i klassen, når hele klassen har deltaget i dagen og de drøftelser, oplevelserne har afstedkommet”, mener hun.
Tietgenskolen bruger Dacapo teatret som konsulenter på alle HG1 hold i dette skoleår. Lærerne indgår aktivt og vil efterfølgende evaluere på indsatsen og se, om de selv vil kunne gennemføre dele af aktiviteterne, eller om det evt. vil være muligt at indgå aftale med Dacapo teatret om en fortsættelse af samarbejdet.
Flere oplysninger hos lærer Dorte Isager, Tietgenskolen Odense.