Lektiecafe i værkstedet
Tegning i hånden, tegningsforståelse, CAD/CAM, geometri, matematik, loddeteknik, opmærketeknik, guldsmedeteknikker, svejseteknikker. Alt sammen faglige emner i de forskellige grundforløb på EUC Lillebælt, teknisk skole i Fredericia.
”Mange af vores grundforløbselever har brug for lidt ekstra hjælp, så de får ordentligt fat fra starten”, fortæller afdelingsleder John Madsen, som har fået knapt 100.000 kroner fra Hold Fast til at gennemføre ekstra undervisning individuelt og i mindre grupper for ca. 40 unge.
John fortæller, at også de almene fag som dansk og engelsk kan være en stor udfordring. Grundforløbseleverne skal bestå eksamen i engelsk, og det kan være svært for især de tosprogede elever, som måske ikke tidligere har modtaget undervisning i engelsk. Skolens studievejleder sidder jævnligt på sit kontor og underviser en enkelt elev, der kæmper med at lære teknisk engelsk inden eksamen.
Tegning i hånden
Rasmus Rabech Jensen og Christian Madsen startede på smedelinjen efter efterårsferien. De er imponerede over, hvad deres uddannelse kan bruges til. Det er jo nærmest alt, man kan lave i jern, mener de. ”Det er kanon at gå her. Det er mest det håndværksmæssige. Det er fedt at se noget blive bygget op helt fra bunden af, det vil jeg gerne være med til” fortæller Christian.
”Ja, det er jo aldrig dejligt at gå i skole, men man skal jo blive til noget på et eller andet tidspunkt, og så er det godt at gå på smedelinjen”, supplerer Rasmus.
De to elever er i færd med at øve gassvejsning. ”Det skal jo lige sidde i hænderne”, siger Christian. Han har tidligere taget grundforløbet indenfor tømrerfaget, men det lykkedes ikke at finde en læreplads, så nu prøver han smedefaget af. Det er meget godt at kunne lidt af hvert, så om det bliver tømrer med viden om smedearbejde, eller smed med viden om tømrerfaget gør ikke den store forskel, virker det til.
Christian har fået læreplads i Esbjerg. Han vil hellere køre til Esbjerg hver dag end at mangle en læreplads, siger han.
Christian og Rasmus har fået ekstra hjælp til tegning i hånden – skitser, modeller og todimensionelle tegninger. De har en ekstra lærer, der kan hjælpe med de sværeste ting. Rasmus og Christian har fået 5 – 6 ekstra timer, som de bruger til at øve tegning i hånden. Herefter skal de tegne et emne i CAD programmet Inventor. Emnet overføres fra computeren til skæremaskinens computer, og så skulle de gerne stå med det færdige produkt i hånden.
Rasmus mener, at den ekstra træning betyder, at de nu prøver selv, i stedet for at kigge hos makkeren.
Træning af faglige og sociale kompetencer
Lærer i smedeværkstedet, Lars Dahl fortæller, at projektet også giver mulighed for en bedre træning af de sociale kompetencer. Når eleverne får ekstra hjælp i mindre grupper med to til fire elever, bliver der samtidig bedre mulighed for at skabe relationer. ”Vi kan se, det virker. Når en elev er syg, er der nu minimum tre, der ved hvorfor”, fortæller Lars.
Lars oplever, at de fleste drenge er dygtige med hænderne, når de starter på Teknisk skole, men det faglige med forståelse af tegninger, klippe-klistre, pladeudfoldning, tredimensionelle beregninger og trekantsberegning kan volde hovedbrud.
Lektiecaféen er en stor succes. Den gør de muligt at hjælpe nogle elever, som har det rigtig svært.
Nogle har svært ved at møde til tiden, det lærer de også. En god dag starter fx med individuel undervisning i svejseboksen. Der kommer hurtigt et synligt, konkret resultat ud af deres arbejde, eleven har fået en succesoplevelse og resten af dagen bliver en god dag.
Andre elever får tilbud om at blive to timer efter skoletid og arbejde videre, så de oplever at kunne noget rent håndværksmæssigt. Det betyder meget at få lavet noget, der kan komme med hjem og blive vist frem – se, det her kan jeg.
Afdelingsleder John Madsen fortæller, at skolen har valgt selv at fortsætte indsatsen. Han vurderer, at omkring 1/3 af de elever, der deltager i lektiecafe i værkstedet, ville være dumpet til eksamen, hvis ikke de havde fået ekstra hjælp. ”Nogle elever er til eksamen for første gang, og det er en kæmpe succes for dem”, slutter han.