837 kommentarer

Hold Fast i potentialet til ”den gode elev”

Når man går gennem kantinen på Langkær Gymnasium og HF, er det tydeligt, at vi er på en multikulturel skole. Mange elever har et udseende, der er alt andet end nordisk og piger med tørklæder og lange kjoler afspejler, at Langkær er Aarhus’ største gymnasium med ca. 800 elever, hvoraf ca. 1/3 har en anden kulturel baggrund end dansk. Omkring 40 nationaliteter er repræsenteret i elevgruppen.

På Langkær har man valgt at involvere sig massivt i Hold Fast projektet.

”Hos os er Hold Fast ikke bare et lille projekt blandt mange, det er fastholdelsesprojektet, fortæller Lone Sandholt Jacobsen, souschef på Langkær. ”Hold Fast er den paraply, som giver os fælles bevidsthed om, hvad der skal til, for at eleverne gennemfører deres ungdomsuddannelse. Hold Fast er en øjenåbner, som har givet os en fælles forståelse af, hvordan forskellige tiltag virker”, fortsætter Lone.

Lone Sandholdt Jacobsen

Lone Sandholdt Jacobsen, souschef på Langkær

Alle de elever, der er startet på ungdomsuddannelse i 2010 og deres lærere deltager i en af de tre Hold Fast aktiviteter, skolen er involveret i.

Relationer og realiteter de første 21 dage

De tre første uger har lærerne gjort ekstra meget ud af at møde eleverne som et fælles team, der sammen introducerer til gymnasiet og giver eleverne en realistisk oplevelse af, hvordan man arbejder her, og hvilke krav der bliver stillet. Efter de 21 dage skriver eleven sin uddannelsesplan om, så den afspejler en realistisk indstilling til den indsats, eleven skal yde i gymnasiet. Den reviderede plan drøftes med studievejlederen.

”Vi kan mærke, at det hjælper eleverne, når vi tydeliggør kravene på en mere konkret måde”, siger Lone.

”Nogle elever kommer til gymnasiet med en ”tynd” uddannelsesplan, og det er vigtigt, at de allerede fra starten er indstillede på at arbejde i det omfang, det kræves for at gennemføre gymnasiet”, supplerer læsevejleder Annette Kirketerp Nørgaard.

Annette N. Kirketerp

Annette N. Kirketerp, læsepædagog på Langkær

Hold Fast udvikler både elever og lærere

Primus motor i Hold Fast på Langkær er de tre læsevejledere, som koordinerer hver sin aktivitet. De har introduceret lærerne til Hold Fast ved et møde, hvor de bl.a. viste en historisk tekst, hvor eleverne havde udpeget alle de ord, de ikke forstod. Ordene var fjernet fra teksten, og lærerne oplevede, hvordan det er at mangle forforståelsen.

”Når man ser den tekst er det tydeligt, at det kan være, at eleven HAR læst, men bare ikke forstået teksten”, mener Lone.

Læsevejlederne støtter lærerne i at indarbejde den faglige læsning i fagene. Læsevejlederne giver metoder og strategier til faglærerne, som er de udførende. Ind i mellem optræder læsevejlederne som dobbeltlærere. De kan se, når teksten rammer udenfor elevernes niveau, og kan i et vist omfang støtte eleverne, hvis de fx skal læse ”Jeppe på Bjerget”, som er skrevet i et ældre dansk sprog.

Hold Fast skal bidrage til at udvikle ”den gode elev” på Langkær. Eleverne har drøftet værdier og ”god stil på Langkær”. Formidlingen skete på en ”markedsplads”, hvor der var filmklip, plancher, vox pop og postkort til bedstemor m.m. På den måde har lærergruppen vist, hvilken adfærd man gerne vil have, snarere end at fortælle, hvad man ikke vil have.

Hver klasse har et lærerteam, der arbejder med klasserumskulturen. Teamet arbejder bevidst med at få skabt en ånd i klassen så der fastholdes et fokus på det faglige. ”Mange elever følger ikke spillets regler med hensyn til lektier og afleveringer, men får lov at blive hængende. Det gør vi en fælles indsats for at rette op på”, siger Lone.

Indsatsen bærer frugt

Lone fortæller, at statistikken på nuværende tidspunkt (uge 43) tyder på, at indsatserne i Hold Fast har mindsket frafaldet. ”Det skyldes måske ikke mindst, at lærernes bevidsthed er øget i forhold til at fremstå som et fælles team”, mener hun.