508 kommentarer

Åben skole på Viden Djurs

Viden Djurs”Vi vil gerne gøre noget for at styrke studiemiljøet ud over de daglige skolefag”, fortæller kvalitetschef Marianne Skov. ”Vi skaber en ramme, hvor eleverne selv kan påvirke det, der sker.”

På Viden Djurs i Grenå har man valgt at holde åben skole hver torsdag aften kl. 19 – 21.30. Eleverne har mulighed for at arbejde med egne ting i bemandede værksteder, eller de kan selv sætte ting i værk.

Der er lærere til stede i smedeværkstedet og autoværkstedet. Her kan man fx vælge at spare på gavebudgettet ved selv at fremstille flotte håndlavede ting som fx cykelstativer og lamper. Andre bruger værkstedet til at indhente noget, de gerne vil være bedre til rent skolemæssigt.
En elev var ikke blevet færdig med at svejse i skoletiden, og bruger nu aftenen til at indhente det forsømte.
En anden øver tigsvejsning, som han gerne vil være bedre til. En ung mand arbejder med sit svendestykke, som snart skal afleveres.

De unge er glade for tilbuddet. De oplever at læreren har mere tid til at hjælpe, og atmosfæren er hyggeligere end i skoletiden. Det er sjovt at være der, man kan lave hvad man vil eller hygge sig med vennerne.

Mange andre værksteder er også åbne som tilbud til de unge om enten at arbejde videre med det, der var svært i skoletiden, eller kaste sig over tingene for sjov. På værkstedet, hvor man arbejder med programmering, spiludvikling og 3D, sidder to unge mænd fordybet i opgaven at fremstille en legorobot, mens en tredje arbejder med at få styr på de matematiske formler. Læreren er til stede, hvis der er behov for hjælp.

Viden Djurs

Af andre mulige aktiviteter kan nævnes foto, filmklub, kreativt værksted. I dette værksted har der været arbejdet med masker, racubrænding af egne lerkreationer, pileflet og juledekorationer, og arbejde med skind kommer også på programmet.

Nogle af de unge benytter også lejligheden til at få en fortrolig snak med studievejlederen, som sidder ved et bord i den ene ende af kantinen

Kl. 20 samles alle til kaffe og te. Snakken går lystigt, mens de altid sultne unge guffer løs af den hjemmebagte bradepandekage.

Marianne Skov fortæller, at der har været ca. 40 – 60 elever hver torsdag i hele efteråret, og at skolen er meget tilfreds med indsatsen.