809 kommentarer

God start på mindre hold = trivsel

”Underviserne respekterer mig”, mente 90 % af eleverne på grundforløbet på social- og sundhedsskolens i Silkeborg, da de svarede på elevtrivselsundersøgelsen i efteråret 2010. Svaret viser, at eleverne på grundforløbet var mere tilfredse end noget andet elevhold i hele huset, og pædagogisk chef Doris Jensen er da også godt tilfreds. Ikke mindst fordi grundforløbseleverne også på de øvrige trivselsparametre ligger særdeles flot.

Grundforløbsteamet på social- og sundhedsskolen i Silkeborg

Grundforløbsteamet på social- og sundhedsskolen i Silkeborg

”Vi havde oprindelig planlagt dobbeltlærer i de tre første uger”, fortæller Doris. ”På grund af pladsproblemer valgte vi i stedet at strække timerne over en længere periode frem til efterårsferien”. Den ekstra ressource har vist sig at give bonus, ikke kun på elevtrivslen, men også i forhold til fastholdelse. Den første periode er afgørende i forebyggelsen af frafald. Den enkelte elev skal falde ind i skolens miljø, og det sker lettere, når eleverne er i mindre grupper.

”Eleverne har brug for at mærke, at læreren ”kender mig og mine behov”. Det er svært for dem at modtage kollektive beskeder, så i starten har vi givet alle beskeder i mindre grupper”, fortæller Doris Jensen.

Den ekstra lærerressource er især blevet sat ind ved undervisning i sundhed og livsstil, så undervisningen blev praksisnær med mulighed for at relatere til den enkelte elev. Det har hjulpet til at danne netværk mellem eleverne, og lærerne har lettere kunnet give feedback, så eleverne har følt sig set”. På den måde har lærerne også kunnet arbejde tættere med den enkelte elev.

Projektet har givet mulighed for hurtigere at koble støttepersoner som uddannelsesvejleder, læsevejleder og elevsupervisor på, fordi eleverne har været delt.

Social- og sundhedsskolen har også kunnet bruge den ekstra lærerressource til at håndtere konflikter mellem eleverne fra starten. Der har været arbejdet i dybden med regler omkring adfærd og klasseledelse. Eleverne har fået støtte til struktur og til at overskue deres nye skole både fysisk og i forhold til undervisningens rammer.

Frafaldet på grundforløbet i 2010 var 11 %, hvor det tidligere har ligget på omkring 20 %. Selvom skolen også har gjort andre indsatser for at mindske frafaldet tør Doris godt konkludere, at Hold fast indsatsen har haft stor betydning.

”Vi skal ikke glemme den faglige side af undervisningen, men Hold Fast indsatsen på grundforløbet har vist, at det betaler sig at bruge en del af tiden i starten på at få skabt gode relationer mellem eleverne og mellem elever og lærere”, slutter Doris Jensen.