Gode mentor-forløb

Af Kirsten Pedersen, UU Odense

Jeg har valgt at gengive episoder fra tre af mine mentorforløb med elever fra grundforløbet på Social og Sundhedsskolen. (Jeg har ændret pigernes navne):

”TINA”

Jeg opstartede mentorforløbet med Tina i juni 2010. De første gange vi mødtes, havde Tina altid en veninde med, jeg kommenterede ikke på det, da Tina i indstillingen til mentor blev beskrevet som en pige, der havde brug for at blive ”stivet af” i de meningsfulde relationer, hun indgik i, og at der ikke var særlig meget forældreopbakning hjemmefra.

Vi brugte de første samtaler på at få formuleret nogle kontraktlige mål, som både forpligtede mig og Tina i en fælles bestræbelse på at fastholde hendes uddannelsesplan. Et af målene var, at Tina skulle undgå at komme i ”verbalt klammeri” med de andre piger i klassen.

Tina var bekymret over, at sosu typisk har appel til piger med et stort omsorgsgen. Tina identificerede sig i langt højere grad med ”gutterne” i den gamle 10. kl., og hun mente ikke at hun havde mange veninder – hellere drengevenner, for ”de er ikke så nærtagende”, som Tina forklarede. Tina ville bruge grundforløbet som springbræt til PAU, fordi hun gerne vil arbejde med omsorgssvigtede børn/unge på institutioner.

Den 3. gang, vi mødtes, kom Tina alene. Her fortalte hun om forholdene derhjemme; begge forældre er alkoholikere, og når bølgerne gik højest, plejede Tina at ringe til sin storebror. Så kørte han hende i møde på cykel midt om natten, og så sov hun der i nogle dage, indtil tingene var rolige på hjemmefronten igen.

Jeg gjorde Tina opmærksom på, at hun – på trods af forældrenes svigt – virkede som om hun nærede stor omsorg og kærlighed til sin mor. Det bekræftede hun, men de ”talte bare så grimt til hinanden” alligevel, og Tina mente, at det smittede af på hendes måde at tale til andre mennesker på. Et af de kontraktlige mål blev derfor, at Tina skulle være særligt opmærksom på sin sprogbrug i pressede situationer.

Midt i mentorforløbet (omkring efterårsferien) blev jeg indkaldt til et trepartsmøde med Tinas kontaktlærer på sosu og Tina. Kontaktlæreren ville drøfte Tinas relation til de andre piger i klassen, som ikke var uden problemer; Tina talte utroligt hårdt og grimt til de andre, og hun havde en ganske stor indflydelse på stemningen i klassen. Kontaktlærer og jeg blev enige om, at Tinas mor også skulle deltage, da jeg mente at kunne identificere nogle af Tinas problemer med at knytte an til de andre i klassen i relationen til mor.

Det blev et rigtig godt og positivt møde. Tina fremhævede selv, at hun følte, at hun ”svigtede kontrakten” og dermed sig selv ved at være en hård negl overfor de andre piger, for de fik faktisk ikke en chance for at komme hende nær: Hellere være selvvalgt alene, end levere en åbning til andre, der nok bare alligevel ”ville skide på hendes følelser”.

Mødet blev en øjenåbner for alle – og efterfølgende har Tina fortalt, at hun og mor fik vendt nogle af de svære situationer, Tina har været i, som barn af en alkoholiker. Kontaktlærer beskrev efterfølgende, at Tina – ved at blive sig den magt bevidst, hun havde over temperaturen i klassen – pludselig blev den, der greb ind overfor andre, hvis tonen blev for hård. Hun tog et medansvar for klassens generelle velbefindende. Tina er fortsat i gang med uddannelsen, og klarede sig fint ved eksamen i januar.

”JANE”

10 dage før Jane skulle starte på grundforløbet, døde hendes far af cancer. Vi drøftede grundigt, om det var en god idé for hende at opstarte på et uddannelsesforløb, som i den grad ville kræve et overskud af hende personligt. Jane insisterede – det gav rigtig meget mening at skulle i gang med at uddanne sig indenfor et fagområde, som hun og familien havde haft tæt inde på livet i det forgangne år (Janes far døde i hjemmet i aug. 2010 efter at være blevet passet af forskellige sosu-assistenter fra feb. 2010).

Som efteråret skred frem, blev det tydeligere, hvor hårdt det tærede på Janes psyke at indgå i de omsorgsrelaterede områder af sosu-udd., og i dec. 2010 stoppede hun. Hendes beskrivelse af frafaldet var: ”Det er som om jeg kun har reageret på min fars død oppe i hovedet, nu kommer min krop med!”

Hun tabte sig voldsomt, og viste tegn på stress (manglende søvn, manglende koncentration, opfarende adfærd overfor andre, umotiveret gråd). Vi tog kontakt til ”Unge og sorg” og ”Ungekontakten”, og i januar 2011 startede Jane på Elsesminde på det nye ”sundhedsværksted”, hvor hun dagligt træner og styrker sig selv fysisk sideløbende med det sorgarbejde, hun får hjælp til på førnævnte initiativer.

Hun er glad for ikke skulle præstere på uddannelsen, men er samtidig indstillet på, at hun skal i gang igen til sommer. Jeg har afviklet Jane som min mentee, da hun jo er frafaldet, men har beholdt hende i min ungevejledning, da jeg vurderer, at hun ikke har gavn af endnu en ny voksen at relatere sig til, når hun er klar igen. Jane er selvfølgelig blevet spurgt om, hun vil have mig som vejleder, og det ville hun gerne.

”MIMI”

Mimi havde hele sin skolegang været en såkaldt ”vanskelig pige” (provokerende opførsel over for voksne, udadreagerende adfærd i skolen, risikogruppe for misbrug, etc.), indtil hun skiftede skole i 10. kl. og blomstrede op. Hendes kontaktlærer skrev i mentorindstillingen, at sceneskiftet gjorde Mimi mere moden og ansvarlig, og fagligt havde hun løftet sig betragteligt.

Mentorindsatsen skulle centrere sig om at fastholde Mimi i den positive retning, hun havde taget i løbet af det 10. skoleår. I kontrakten formulerede vi sammen, at min rolle i forhold til Mimi det første ½ år på uddannelsen skulle være at påminde hende, hvordan hun havde rykket sig på blot et skoleår, og hurtigt rykke ud med kontakt til familien og kontaktlærer på sosu, hvis hun begyndte at vise ”små tegn på træthed” i uddannelsesforløbet.

Mimi skulle til gengæld hurtigt tage fat i mig, hvis hun mærkede, at noget blev svært for hende – fagligt, såvel som socialt. Mimis forældre støttede Mimi i hendes sosu-plan, men havde samtidig en klar forventning om, at hun fortsatte med sit fritidsjob i Super-Brugsen; Mimi har mange søskende, og de har brug for Mimis bidrag til husholdningen.

I slutningen af sept. 2010 ringede Mimi grædende til mig, hun var ved at knække helt sammen pga. arbejdspresset på uddannelsen og 4 ugentlige vagter til kl. 22.00 i Super-Brugsen. Vi tog en snak med hendes kontaktlærer på skolen, og derefter blev forældrene indkaldt til en drøftelse af faglige krav og pligter i forbindelse med en uddannelse til social- og sundhedshjælper. Disse harmonerede ikke med 4 ugentlige vagter til sent på aftenen, når skolen skulle passes med samme ihærdighed dagen efter.

Udfaldet blev, at Mimi kun arbejder i weekenden, og at forældrene afstemte deres forventninger til, hvad Mimi kunne klare i løbet af en uge.
I dec. deltog jeg og Mimis far i en forældresamtale på skolen. Samtalen omhandlede Mimis faglige niveau i forhold til eksamen i januar ´11. Kontaktlærer var bekymret over, at Mimi i sin håndtering af projektopgaven lå under middel, mht. de anbefalinger man giver elever, der søger videre på ssh.

Kontaktlærer ville gerne have Mimi på et 40 ugers grundforløb, fremfor de 20 uger, som Mimi havde overstået i efteråret ´10. Efter en del snakken frem og tilbage indvilligede kontaktlærer i, at Mimi kunne aflægge prøven i januar. Gik eksamen ikke godt, kunne hun efterfølgende fortsætte på 40 ugers grundforløbet med afslutning til sommer 2011.

Mimi klarede eksamen med bravur og er nu videre på ssh! Hun er overgået til sin almindelige ungevejleder, men hun sender stadig en sms en gang i mellem med status om stort og småt.