Hjælp til skriftlig dansk på Sønderborg Statsskole
De mange lærere har været alletiders, og det har været en stor hjælp, at vi har været delt op i mindre grupper. Det burde være noget, alle HF-klasser skulle prøve, fordi man finder sine egne fejl og mangler ved de opgaver, man skriver. Derudover har jeg haft svært ved at starte på forskellige, konkrete dele af opgaverne, og det har tidligere fået mig til at udskyde opgaven til senere, men her har man kunnet få hjælp med det samme og derfor aflevere den til tiden” udtaler en af eleverne fra
2.q fra Sønderborg Statsskole.
Før havde mange kursister i 2q svært ved at få afleveret deres opgaver: Det var svært at komme i gang, og kom de i gang, gik de ofte i stå undervejs og fik ikke afleveret. Der var brug for mere hjælp undervejs i skriveprocessen!
Fem små skriveforløb
Ved hjælp af midler fra Hold Fast har eleverne i 2. q nu fået tid til at skrive deres danskopgaver på skolen med mulighed for masser af hjælp og vejledning.
Projektet er startet med fem små skriveforløb, hvor der i hvert forløb skal skrives en eksamensopgave. Et skriveforløb starter i en mindre gruppe med en lærer, hvor man gennemgår eksamensopgaven og arbejder med den tekst, opgaven omhandler. Kursisterne tager noter, så de har noget input til den videre opgaveskrivning. I resten af forløbet arbejder kursisterne individuelt med opgaven, mens lærerne følger dem tæt, giver gode råd og hjælper kursisterne videre i processen, hvis de går i stå.
Projektet betyder, at mange flere afleverer deres opgaver, og det er tydeligt, at kursisterne er blevet bedre til at skrive. Klassen oplever forløbet som meget positivt, hvilket kommer til udtryk i nedenstående kommentarer:
”Det er superdejligt, at der er flere lærere på, så man kan få hjælp, hvis man går i stå. Og man slipper for at sidde og hakke i det derhjemme, hvor man alligevel ender med kun at blive halvt færdig”.
”Man har kunnet sætte sig ind i den opgave man gerne vil skrive til eksamen og dermed fået den ind på rygraden. Jeg har kun positive ting at sige om det og kan klart anbefale det til andre”.
”Det er nemmere at komme i gang med at skrive en opgave, og det er hurtigt at få hjælp. Så kører man heller ikke fast i det hjemme”.