903 kommentarer

- Jeg ved, Hanne siger det for at hjælpe mig!

I skal lytte efter jeres mentor, rigtig meget. I skal ikke sige nej til tilbuddet om hjælp”, er det gode råd til andre unge fra Gjejlan Rizvani. Hun fortsætter ”Jeg kan snakke med min mentor om alt, ikke kun om skole, men også privat, hvis der er noget jeg er rigtig glad for eller ked af.”

Gjejlan på knapt 18 år er netop startet på social- og sundhedshjælperuddannelsen i Svendborg for anden gang. Hun er glad, for hun ønsker sig en uddannelse, hvor hun skal arbejde med ældre mennesker, som hun holder meget af.

Gjejlan Rizvani

Første gang mistede hun lysten. I praktikperioden var det gået rigtig godt, men Gjejlan trivedes ikke på skolen og blev smidt ud på grund af fravær. Denne gang er hun kommet i en god gruppe i klassen. De andre i gruppen er også unge, og de hjælper Gjejlan med at forstå fagudtrykkene, som godt kan være vanskelige, når man har en tosproget baggrund.

Gjejlans mentor, UU Vejleder Hanne Skov, har hjulpet med mange forskellige ting: Gjejlan er blevet optaget på skolen igen ”De ville ikke have mig” fortæller Gjejlan. Hanne har også medvirket til, at Gjejlan har fået en IT rygsæk, samt sørget for, at hun får den samme praktikplads igen. Ligeledes har Hanne været med til møder på skolen og i FOA, ringet til praktikvejleder og kontaktlærer.

”Jeg er den ældste, og det betyder meget for familien. Jeg vil gerne gøre dem stolte” siger Gjejlan og fortsætter ”Jeg vil gerne vise, at jeg godt kan. Mine søskende vil også tage en uddannelse.”

Gjejlan mener, at rigtig mange unge kan have glæde af en mentor. Hvis man ikke går op i skolen, skal man måske have hjælp af en mentor. Så kan man få hjælp til at finde ud af, hvad der er vigtigt, som fx at svare på breve, ringe afbud når man ikke kommer osv. Gjejlan var syg forleden dag, ringede afbud og fik ros.

Jeg ved, jeg kommer til at klare mig mere og mere uden Hanne, men hun skal lige være her i starten”, fortæller Gjejlan, som mener at en god mentor er en, som har meget tålmodighed og vil hjælpe de unge så meget som muligt.

”Rigtig mange unge vil tage en uddannelse, men det kan de ikke for de problemer, de har”, slutter Gjejlan.