Læsekursus for alle gymnasiets 280 1.g elever
Gymnasieskolen stiller store krav til elevernes læsekunnen. Derfor skal man også arbejde med læsning her og ikke kun i grundskolen.
Det mener Ditte Bach Couzy, der er læsevejleder på Rødkilde Gymnasium i Vejle. Sidste år gennemførte hun et læsekursus for alle gymnasiets 1.g elever, hvor de arbejdede intensivt med læsehastighed og læseforståelse.
Gymnasiet stiller store krav til elevernes læsning
- I gymnasiet er tekstmængden større end i grundskolen samtidig med vi forventer, at eleverne tilegner sig læring og viden via læsning på egen hånd. Derfor er det vigtigt, at vi også i gymnasiet sætter fokus på læsning, forklarer Ditte Bach Couzy.
- Vi indgangsscreener altid vores 1.g elever for at danne os et billede af deres læsekompetencer, fortsætter hun. Før har læsekurserne ligget udenfor skoletiden og henvendt sig til de der havde størst behov, men vi kunne se hvor stor gavn disse elever fik af dem, og tænkte derfor, at de ville gavne alle.