Tag kontrol over angst og find de indre styrker frem – et kursus for partnere i Hold Fast
En introduktion til japansk Morita-terapi v/ professor Ishu Ishiyama, University of British Colombia, Vancouver, Canada
Mandag d. 9. maj på Uddannelsescenter Holstebro og onsdag, den 11. maj på CAMPUS VEJLE, Boulevarden 48, Vejle i tidsrummet 8.30 – 15.30.
(Kurset foregår på et let-forståeligt engelsk)
Kurset henvender sig til alle partnere i projekt HOLD FAST:
Undervisere, kontaktlærere, mentorer, studievejledere og uddannelsesledere på ungdoms-uddannelserne, sagsbehandlere, jobkonsulenter, UU-vejledere, produktionsskolelærere og andre partnere med interesse for arbejdet med uddannelsesvejledning til unge og overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse.
Kursets formål er at give deltagerne en bred indsigt i nøglebegreber og teknikker fra den japanske Morita-terapiform, der kan bruges til at reducere angst og frygt for ændringer, omstillinger og udfordringer. Social angst og frygt for fiasko er ofte en væsentlig faktor, når unge aktivt skal gøre noget for at ændre deres situation fx i forbindelse med uddannelse.
Dr. Shoma Morita (1874-1938) var psykiater og leder af Jikei University School of Medicine i Tokyo i en årrække. Morita-terapien var været ligeså banebrydende og betydende i Japan, som Freud, Jung og Rogers har været for de europæiske terapi-traditioner.
Morita-teknikken er anvendelig for alle, der har brug for en guide i selvhjælp til, hvordan man kan overkomme de udfordringer og den frygt, man kan møde i alle livets forhold fx omkring uddannelse, arbejde, venner og parforhold. Teknikken kan via simple handleanvisninger hjælpe individet med at finde og bruge de iboende indre styrker, der kan gøre dem i stand til at tage kontrol over angsten og skabe betydelige og kraftfulde ændringer i deres liv. Morita-teknikken sætter fokus på nu’et, og det vi kan kontrollere og gøre noget ved frem for at være i følelsernes vold, der virker blokerende for mod og handlekraft.
Kursusdagen er arrangeret af projekt HOLD FAST med tilskud fra EU’s Socialfond. Deltagelse og forplejning er gratis.
Tilmelding skal ske senest tirsdag, den 3. maj 2011, via e-mail til:
Projektkoordinator Hanne K. Paustian, UU-Nordvestjylland på hkp@uunvj.dk med oplysning om: Navn, arbejdssted og arbejds-mail.