1.798 kommentarer

Glasskår, grillmad og rå fårekyllinger

Pigerne bedst til ”raw food”

Først spiste jeg en, og så spiste jeg en mere for at få de andre til det”, fortæller Lena, som går på HG på BC Syd i Sønderborg. ”Vi skyndte os at bide i den, og så bare ned med den. Jeg sagde fra starten, at jeg ikke ville, men det er det med at presse sig selv lidt, så da to fra vores gruppe havde spist en, så gjorde jeg det også” supplerer Jessica, som også er fra HG på BC Syd.

Jessica og Lena sammen med Winie Bjerre fra BC Syd

Jessica og Lena sammen med Winie Bjerre fra BC Syd

Pigerne er pavestolte over alle de grænser, de har overskredet i løbet af ugen, ikke mindst fordi det viste sig, at flere piger end drenge kunne overvinde deres afsky og bide i de levende fårekyllinger, før de røg ned i maven for at blive blandet med morgenmaden.

Pigerne har været en uge på Unge Camp i Sønderjylland. Campen skal give ekstra energi til frafaldstruede elever, så de finder motivationen til at gøre deres uddannelse færdig. Finansieringen kommer fra Hold Fast, initiativet er blevet til i et samarbejde mellem Haderslev Handelsskole og Business College Syd.

Lena og Jessica har i løbet af ugen erkendt, at de kan det meste af det, de beslutter sig for, når bare de selv tror på det. De synes det var spændende at prøve grænser af, men også foredragene regner de med at kunne bruge i hverdagen. De snakker især om det, at man kan styre sine tanker, så man bevidst tænker mere positivt.

Fremtidsmålene er også på plads. Lena vil gerne have sin egen forretning, og når den giver overskud vil hun bruge pengene til at åbne et hostel i Amsterdam. Hun har været i byen to gange, og kan rigtig godt lide den. Jessicas første mål er en kontorassistentuddannelse på sygeplejeskolen, men senere planlægger hun og kæresten at bo på Manhattan, hvor Jessica ser sig som fremtidig wedding planner.

To iværksættere

Søren og Omar fra HG på Haderslev Handelsskole har også været med på campen.

På spørgsmålet om, hvorfor han er med, svarer Søren: ”Jeg har for højt fravær og problemer med at komme op om morgenen. Skolen har egentlig ikke sagt mig så meget, jeg gik også på Handelsskolen sidste år, men droppede ud. Så havde jeg egentlig besluttet, at nu skulle det være, men kom alligevel tilbage på den dårlige vogn med dårligt fremmøde. Da jeg så fik tilbuddet, tog jeg imod det, for det lød spændende”.

Omar og Søren med en af de faste lærere på Unge Camp

Omar og Søren med en af de faste lærere på Unge Camp

Omar kan fortælle samme historie. Han får ikke afleveret sine ting. Men det skal være anderledes nu: ”Jeg har fundet ud af i løbet af ugen, at jeg jo egentlig bare spilder min tid, hvis jeg ikke gør noget ud af det”. Omar har været meget tilfreds med øvelserne udendørs, men også foredragene har været rigtig gode.

Søren kendte godt til den del af undervisningen, der handlede om kommunikation, men resten var nyt for ham. ”Jeg har besluttet, at nu skal den have en skalle. Jeg er blevet mere bevidst om, hvordan jeg kan motivere mig selv”, fortæller han.

De to har også styr på fremtiden. Omar er allerede ved at åbne en pizzagrill sammen med en partner, og senere vil han gerne have sin egen butik.

Søren arbejder i Rema 1000 til dagligt. Han vil gerne i lære i Rema og fuldføre sin uddannelse der. Han ser Rema som en karrierestige, hvor han ender som butikschef. Han nyder at møde kunderne og se hvor glade de bliver, når man hjælper dem.

Søren arbejder også med at lave hjemmesider. Det giver lidt ekstra penge til oplevelser i hverdagen. Fx har Søren og en kammerat været til koncert med Suspekt, hvor overnatning, mad og drikke var betalt af indtægterne fra hjemmesiden.

En god ny start at bygge på

Winie Bjerre fra BC Syd har undervist på campen hele ugen. Hun fortæller, at programmet har vekslet mellem teori og praktiske øvelser hver dag i løbet af ugen. Efter fælles morgenmad er eleverne blevet opdelt i to grupper, som har haft et program henholdsvis indendørs og udendørs hver dag. Gruppeopdelingen har vekslet, fx var de kønsopdelte mandag, hvor der var store personlige udfordringer i de praktiske øvelser. Her skulle eleverne bl.a. spise levende fårekyllinger, sluge ild og hoppe fra en bænk ned i en kasse med glasskår. Lærerne mente, at pigerne ville markere sig bedre, hvis ikke der var drenge til stede.

De øvrige dage har eleverne arbejdet med roller, grupperoller, drømme og mål, motivation. Målet har bl.a. været at styrke eleverne bevidsthed om, at de selv skal arbejde frem mod den fremtid, de gerne vil have, og få dem til at reflektere over, hvad der skal til fra nu og fremover.

Winie ser campen som en god måde at give eleverne en frisk start. Hun understreger, at ugen ikke kan stå alene, så hun vil følge sammen med eleverne i dagligdagen. Det vil bl.a. ske ved mentorsamtaler, klassens time, valgfag el.l.

Tre uger senere fortæller Winie, at den gode effekt fra ungecampen er synlig i dagligdagen. Winie arbejder bevidst med at understøtte den gode udvikling, og det er tydeligt, at mange af de mere usikre piger har fået større selvtillid.