470 kommentarer

Indslusning fra folkeskole til ungdomsuddannelse

I Grindsted og Varde har 15 elever fra 9. klasse deltaget i et forsøg med bedre indslusning fra Folkeskole til ungdomsuddannelse. De 15 unge havde søgt optagelse på henholdsvis HF på Grindsted Gymnasium og HF og på HG på Varde Handelsskole.

Eleverne har været til overdragelsessamtale på deres kommende uddannelsesinstitution. I samtalerne deltog foruden eleven og forældrene også klasselæreren fra folkeskolen, en lærer fra den kommende ungdomsuddannelse og i nogle tilfælde UU vejlederen. Ved de ni samtaler på Varde Handelsskole deltog dog kun forældre i to af samtalerne.

Fra folkeskole til ungdomsuddannelse

Fra folkeskole til ungdomsuddannelse

Ved samtalen fik eleven lejlighed til at formulere sine tanker om valget af ungdomsuddannelse. Der blev drøftet motivation, forventninger og hvad det indebærer af eleven at gå på uddannelsen.

Vicerektor Klaus Brorholt fra Grindsted Gymnasium & HF fortæller: ”Evalueringen har vist, at samtalerne forløb i en god atmosfære. Flere forældre og klasselærere gav udtryk for glæde over den opmærksomhed, ungdomsuddannelserne viste eleverne ved at afholde overdragelsessamtalerne, og sagde, at det bidrog til at bestyrke eleverne i deres valg. Og flere elever gav udtryk for, at de gennem samtalerne fik bedre information om den ungdomsuddannelse, de havde valgt. Det gav dem større lyst til at gå i gang, fordi de følte sig mere trygge ved overgangen”.

Af de 15 elever deltagende elever startede 13 på deres valgte uddannelse, mens de resterende 2 blev overflyttet fra henholdsvis HG og HF til HHX og STX.

Opfølgningssamtale i oktober

Elever og forældre blev tilbudt en opfølgningssamtale med fokus på elevernes oplevelse af overgangen til ungdomsuddannelse, undervisningen og arbejdsbyrden samt drøftelse af elevens faglige og sociale status, fremmøde og aktive deltagelse i undervisningen. Tolv elever tog mod tilbuddet om opfølgningssamtale.

Ved samtalen deltog igen klasselæreren fra folkeskolen, en studievejleder/lærer fra ungdomsuddannelsen samt UU vejlederen.

”Både eleverne i Grindsted og i Varde gav udtryk for, at de syntes, det er en god ide med en overdragelsessamtale og en opfølgningssamtale. Det giver eleverne en følelse af, at både folkeskolen og ungdomsuddannelsen er interesseret i, hvordan det går dem. Og de bliver bedre rustet til at gå i gang med ungdomsuddannelsen og føler sig mere sikre i deres valg” fortæller vicerektor Klaus Brorholt fra Grindsted Gymnasium & HF.

Et stærkere tilknytningsforhold

De deltagende institutioner er enige om, at overgangen bliver mere gnidningsfri for eleverne, og at de opnår en hurtigere og stærkere tilknytning til ungdomsuddannelsen, så chancen for at de gennemfører ungdomsuddannelsen er større.

Der er enighed om, at ikke elle elever har brug for tilbuddet, så næste år vil UU udvælge de elever, man vurderer at kunne fastholde gennem indsatsen.

Projektet viser, at det kan være vanskeligt at inddrage forældrene, men at det er vigtigt at inddrage dem for at sikre en tryg overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

En positiv sidegevinst ved projektet har været, at UU vejledere og folkeskolelærere har fået større indblik i ungdomsuddannelserne.

Flere oplysninger om pilotprojektet om indslusning i ungdomsuddannelserne kan fås hos: Vicerektor Klaus Brorholt, Grindsted Gymnasium & HF, kbr@grindstedgym.dk