0 kommentarer

Indslusningsmedarbejderen holder fast

Den 22. september måtte Ejlert Jensen fra EUC Syd i Sønderborg sige farvel til en af sine Hold Fast elever. Indtil da var det lykkedes at fastholde de 22 unge, som UU havde identificeret som særligt frafaldstruede.

Hold Fast projektet ved EUC Syd har kørt fra lidt før sommerferien og frem til starten af november. Det har givet skolen i Sønderborg mulighed for at gribe frafald an på nye og utraditionelle måder.

Tillid lig med Trivsel

Morgenvækning

”Vi arbejder bl.a. med vækkeordning og kørselsordning, og jeg opsøger eleverne på deres hjemadresse, hvis eleverne udebliver eller melder sig syge”, fortæller Ejlert Jensen.

Han ringer til eleverne på aftalte tidspunkter, får dem i røret og siger god morgen. Det virker dog ikke altid, da det er fristende ”bare” at blive liggende og så kommer man til at falde i søvn igen. Det er vigtigt at lære eleven så godt at kende, at man kan mærke, om der er brug for at blive i telefonen til vedkommende er stået ud af sengen. ”Det har vist sig at give pote, at opsøge eleverne på deres hjemadresse”, fortæller Ejlert med et glimt i øjet. ”Nogle elever lærer hurtigt mit telefonnummer at kende og svarer ikke når der bliver ringet til dem. Derfor har jeg i enkelte tilfælde opsøgt dem på deres hjemadresse og der overrasket dem i alt andet end at være syge”.

Ejlert mener, at den tætte kontakt til eleverne er vigtig fordi det må give eleverne et indtryk af at være ønsket og at der er brug for dem. Når en elev enten har meldt sig syg eller bare ikke er mødt op, tager han i løbet af formiddagen kontakt til vedkommende. Hvis ikke det lykkes, prøver han at kontakte en af forældrene, for at få dem med på at sætte fokus på vigtigheden af at den unge møder frem. Han finder den tætte kontakt til de enkelte elever spændende, fordi den giver mulighed for at vinde elevernes tillid og fortrolighed. Det kan han bruge til at lære den enkelte elev bedre at kende og skabe endnu tættere relationer.

Skabe og styrke gode relationer

En af opgaverne er det bevidste arbejde på at styrke og skabe gode relationer mellem elever, kontaktlærere og skole/uddannelse. Relationerne styrkes og skabes igennem fælles forståelse og fælles oplevelser. Ejlert bruger meget tid på at snakke med lærerne og eleverne. De snakker om, hvordan forløbet går, om hvad der går godt og hvad der ikke går godt. De snakker om, hvilke ting der har indflydelse på hvordan det går, og hvad der kan gøres for at mere af det gode kan lykkes. Emnerne spænder vidt, lige fra en fælles fisketur ved havnen over vigtigheden af at ha’ spist ordentlig morgenmad, til, at en far til en elev har begået selvmord om natten.

Hente og bringeordningen er en del af et langt udviklingsprojekt. Nogle elever lider af social fobi og kan ikke lide at være i nær kontakt med fremmede og mange mennesker. Derfor kan der være tale om i en periode at hjælpe med at hente og bringe enkelte elever på og til deres bopæl. Det står ikke alene, men indgår i en længerevarende proces i samarbejde med de sociale myndigheder. Ordningen skal træne enkelte elever til at kunne transportere sig selv til og fra skole.

Trætte af altid at må bestemme selv

”I virkeligheden tror jeg, at mange unge har brug for at føle sig ønsket. Jeg forestiller mig, at mange kan være godt trætte af altid at må bestemme selv og zappe fra det ene til det andet. Det må kunne give det indtryk at der egentlig ikke er noget der er vigtigt. Når vi så holder tæt kontakt og ”puster” dem i nakken lige så snart de ikke følger det der er planlagt, kan det vel sagtens få dem til at se sig og det de er i gang med, som vigtigt og betydningsfuldt”, mener Ejlert.

”At vi som personer, voksne mennesker og skole kan rumme sådan en mangfoldighed kræver stor fleksibilitet, tolerance, tålmodighed og opfindsomhed. Et arbejde, der for mit eget vedkommende er meget meningsfyldt, spændende og interessant. Jeg tror, vi igennem den megen opmærksomhed vi giver de ”problematiske” unge, kan vinde dem til at fastholde uddannelse i et eller andet omfang, slutter Ejlert Jensen.

Nærmere oplysninger

Flere informationer fås ved henvendelse til Ejlert Jensen, EUC Syd.


Skriv en kommentar